De Nordfrisiske øer

Gammelkarles 13. cykelfærd Anno 2009.

Deltagere: Raadsskriver Mogens Raadmand, Kassebevarer Leif Sildegører, Erik Dæk-Skifter – Palle Lænkefører, Birger Pedal og Kurt Skolemester. Talsmand Peter Sætteskipper var også tilmeldt, men fik forfald pga. sygdom kort tid før start.

Møde- og startsted var i år Domkirkebyen i Vester hos Kurt Skolemester.

Turen varede fra mandag til lørdag af hensyn til evt. deltagelse i løbet i Vrøgum 9. august og i Herslev 16. august.

0. dag, 9. august - søndag

3 fjerding stund før den tid af dagen, hvor Solen en time senere står højest (lidt indviklet pga. indførelse af sommertid, som solen ikke rigtig vil indrette sig efter), mødte Palle Lænkefører i sin osende kærre på ovennævnte mødested. Jeg var til en ceremoni i byen, og på Palles spørgsmål til Ruth (min viv) om, hvor de andre var, stillede hun modspørgsmålet: ”Hvilke andre?”. Palle mente, at der var noget med en cykelfærd, men Ruth vidste med bestemthed, at det først startede næste dag. Heldigvis kom der da heller ikke andre denne dag. Palle blev tilbudt sengehalm for natten, men han foretrak at fortrække til den hjemlige arne.

1. dag, 10. august - mandag

Samme tid som ovenfor omtalt mødtes alle deltagerne så. Vi indtog derefter en ”arbejdsfrokost”, så vi havde noget at stå imod med de første par timer. Vi skulle jo også vænnes til den bratte overgang til diverse typer af mundvand. Man tog godt for sig af både retter og drikkevarer. Både en flaske Dildsnaps og en Rød Aalborg blev tømt, og der blev taget hul på en Aalborg Eksport.

Kl. 12.30 (ikke soltid, men europæiske sommertid), startede de fysiske strabadser. Vi cyklede til Slotsbanken umiddelbart vest for Ribe for at se Postamentet der.

Derefter gik turen videre via Kammerslusen langs diget sydpå til Vadehavscentret i Vester Vedsted. Her blev cyklerne efterladt nogle timer, idet vi steg om bord på Vadehavsbussen og kørte gennem vadehavet til Mandø. Her beså vi bl.a. Stormflodssøjlen og Postamentet, før der var tid til at få en middagslur oven på de hidtidige strabadser. Vi fandt en lun plads på læsiden af en klit.

Efter at have set lidt mere af øen (bl.a. kirken), var vi kl. 16 klar til at tage med bussen retur til fastlandet. Hertil ankom vi lidt før kl. 17. Da var det for sent at bese Vadehavscentret. Det lukker nemlig kl. 17. Det er ellers et besøg værd. Men en kop kaffe kunne vi lige nå inden de lukkede.

Vi besteg jernhestene og begav os mod Vester Vedsted Vej 94, hvor vi skulle overnatte i haven hos Anne Vera og Jannik Madsen. På vej derhen mødte vi Ruth, som kom med vores bagage. Den havde vi været fri for at slæbe rundt på den første dag.

Hos Madsens var der fine forhold. Vi kunne bruge både køkken og toilet i et feriehus, som ikke var lejet ud.

Mens vi andre slog telte op, tog Palle med Ruth tilbage til Ribe, hvor bilerne stod. Han smuttede lige til Kolding for at se til sin huldre – og måske også for at hente de to tasker, han havde ladet stå derhjemme. I mellemtiden kom Ruth med dagens middag, som blev nydt i haven. Der var selvfølgelig rødvin til. Også dette nåede Palle. Der er åbenbart ikke så langt til Kolding, når man er lænkefører.

2. dag, 11. august - tirsdag

Da der ikke er indkøbsmuligheder i Vester Vedsted, havde jeg sørget for det nødvendige til første morgenmåltid. Leif Sildegører var på vanlig vis primus motor (eller gas?) i tilberedningen af måltidet (koge vand til æg, kaffe og te og sørge for små glas til dagens første bitter-oplevelse). Vi varmede vand og kogte æg i køkkenet i feriehuset.  Inden da havde Birger for længst været ude på en længere pedaltur. Han havde været i Egebæk-Hviding, og han havde udforsket en grusvej, som vi kunne skyde genvej ad, når vi skulle af sted.

Derefter pakkede vi vort grej, og ved 10-tiden tog vi afsked med vore venlige værter.

På Birgers anbefaling kørte vi ikke ad grusvejen, men tilbage til diget ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Vi fortsatte derefter langs diget mod syd. Dagens rute gik via Rømø til Sild (eller Sylt, som det hedder på tysk).

Ikke langt syd for Vester Vedsted gjorde vi første hold ved en gammel grænsesten, som havde gjort fyldest fra 1864 til 1920. Da vi skulle videre, konstaterede Palle, at luften sivede bagpå, altså ikke fra Palle, men fra cyklens bagdæk. Så måtte grejet frem for første gang. Det var heldigvis den eneste punktering på hele turen, men ikke den eneste defekt.

Efter yderligere nogle km gennem den smukke natur, kom vi til en mindesten for 19 mand, som under stormfloden 30. august 1923 druknede, mens de var i gang med bygning af diget.

Mens vi passerede hen over Rømødæmningen, tog vinden til fra NV. Det var mærkbart, at vi havde det tunge læs at trække.

Vel ovre på Rømø drejede vi mod nord for at se postamentet på Høstbjerg. Vi havde også planer om at besøge Kommandørgården i Toftum, men vinden havde forsinket os så meget, at vi valgte at springe dette over. Vi kørte sydpå – nu med vinden agten for tværs. Efter fouragering hos en købmand (vi manglede kun øl), indtog vi det fyrstelige frokostmåltid ved et bord på én af rastepladserne langs vejen.

Derefter fortsatte vi til den særprægede søfartskirke midt på Rømø. Det fortælles, at de to Dannebrogsflag, som er på tårnets østside, ikke kan fjernes, så længe befolkningen er dansk. I tyskertiden blev det befalet, at de skulle kalkes over. Det blev gjort, men hver gang dukkede de få dage senere op igen. Forklaringen var den simple, at den dansksindede håndværker smurte noget fedtstof på, inden han kalkede.

Så var det endelig tid til dagens middagshvil i lyngen i læ af træerne. Herefter gik turen videre til den sydlige del af plantagen, hvor vi besteg Stagebjerg for at se postamentet.

Ved ankomst til Stagebjerg kom der en gren op i Birgers forhjul, hvilket medførte at skærmen krøllede sammen og måtte afmonteres. Resten af turen kørte han uden forskærm.

Derfra gik det videre mod Havneby, hvortil vi kom i god tid til færgeafgangen kl. 15.50.

Efter en behagelig overfart på en time, kom vi til List på NØ siden af Sild, og vi indtog Tyskland. Vi slog et smut mod nordvest i den stadig noget kraftige blæst. Efter en halv times kørsel kom vi til en 28 m høj klit, hvorfra der var en storslået udsigt over den nordlige del af Sild med Albuen mod NØ og klit- og hedelandskabet mod syd.

Vi fortsatte nu mod syd langs vestsiden af øen inden for klitterne. Vi havde igen fået vinden agent for tværs. Vejene var ikke alt for gode. Det er måske ganske bevidst for på den måde at dæmpe hastigheden – bilernes altså. Der er ikke offentlig adgang til stranden. Flere steder så vi P-pladser, hvor man kan betale for at sætte bilen og for at komme på stranden.

Tiden var fremskreden, og vi så frem til at få en ende på dagens strabadser, så vi sprang over de to seværdigheder, Uwe Düne (52½ m, Silds højeste punkt) og Rotes Kliff (en over 50 m høj klintekyst).

Westerland Camping, hvor vi havde sikret, at der var plads, lå smukt i klitterne, men det skulle vise sig, at det både var den mest primitive og samtidig den dyreste af lejrpladserne på turen.

Vi fik teltene rejst i den stride blæst og gik ned for at spise på lejrens restaurant. Alt var optaget, men vi kunne få plads kl. 21.15, hvis vi havde lyst. Da der var et godt stykke vej ind til byen, besluttede vi, at vi havde lyst til at vente. Vi fandt et hul mellem klitterne, som var velegnet til at nyde en øl og debattere dagens oplevelser.

Det viste sig heldigvis, at restauranten var et ganske udmærket spisested.

3. dag, 12. august - onsdag

Vi vågnede til regnens trommen på teltdugen. Det er ikke den mest befordrende lyd til at få folk ud af soveposerne. Det var nu ikke så galt, og i blæsten tørrede teltene hurtigt. Efter pakning at grejet, tog vi hele oppakningen med og fandt et halvtag på campingpladsen, hvor vi tilberedte morgenmåltidet. Birger sørgede for brød og Leif for vand. Det lyder næsten, som om vi var på vand og brød, med det var langt fra tilfældet.

Afgang ved 10-tiden. Vinden var stadig god, og cykelvejret var godt: næsten ingen regn og ikke for meget sol. Første mål var Hörnum et par km nord for Silds sydspids. Herfra skulle vi sejle til Wittdün på Amrum. Vi fortsatte ad vejen på vestsiden af øen.

Ved Rantum slog vi et slag ind om havnen og fortsatte derfra ad cykelstien langs østsiden af øen. Vi nåede Hörnum i god tid inden færgeafgang kl. 11.55, så der var tid til at købe Fischbrot til frokost. Mens vi ventede, begyndte det pludselig at styrtregne. Heldigt, at det ikke skete, mens vi cyklede.

Det var lavvandet, så færgen lå lavt i forhold til kajen. Adgang til færgen skete ad en smal bro – den var så smal, at vi måtte have taskerne af cyklerne for at kunne komme ombord. Og så gik det ellers af sted med den lille hurtigfærge. Frokost undervejs.

Amrum var indtil 1864 en kongerigsk enklave og hørte under Ribe Stift. Efter krigen i 1864 blev Amrum tysk. Beboerne har traditionelt levet af søfart. I 1600- og 1700-tallet var handelsskibsfart og hvalfangst øens dominerende erhverv. I 1800-tallet udvandrede mange amringer til Amerika. Især efter 1864 udvandrede mange unge amringer for at undgå den preussiske militærpligt.

Efter ankomsten til Amrum satte vi straks kurs mod fyrtårnet, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt over vadehavet. Med sine 64 m er det det højeste på den tyske vestkyst. Informationerne hjemmefra sagde ganske vist, at tårnet lukkede kl. 12.30, men det kunne vel ikke passe, at man lukkede af for turisterne, når de endelig var der.

Det kunne passe. Ikke alene fyrtårnet var lukket. Hele området neden for højen, hvor tårnet står, var spærret af med hegn og pigtråd, og lågerne var forsynet med hængelås. Zutrit verboten. Vi fortsatte derfor mod den lille hyggelige by Nebel, som ligger midt på øen. Her opsøgte vi den gamle vindmølle, som er øens museum, både møllemuseum og hjemstavnsmuseum. Efter besøget var det endelig tid til dagens middagshvil – lidt sent måske.

Herefter cyklede vi en tur ned gennem Nebel og gjorde holdt ved den smukke St. Clements Kirke, der er beklædt med stråtag.

Mange af de officielle skilte var skrevet på tysk med frisisk undertekst.

Vi satte kursen tilbage mod Witdün, hvor vi kl. 15.15 skulle videre med færgen til Dagebüll på fastlandet. Det var heldigvis en ordentlig færge, som sejlede med normal færgefart. Turen varede 2 timer. Undervejs lagde vi til ved Wyk på Föhr.

Vel ankommet fandt vi tæt på havnen campingpladsen Moin-Moin. Der var heldigvis lige plads til os de to nætter, som vi havde planlagt at blive.

Efter teltrejsning cyklede vi ud langs diget for at se, hvad det var for nogle skinner, som vi på kortet kunne se forbandt fastlandet med Oland og Langeneß. Det viste sig at være en smalsporet bane, som øboerne bruger til at hente forsyninger og turister over med. Mens vi stod der, kunne vi se et lys nærme sig. Det var et ”køretøj”, som drives af en motor. 4 – 5 mennesker kom kørende, og lidt senere kørte en mand alene tilbage med forsyninger. Vi måtte se, hvor sporene ender. Her var en P-plads, hvor øboernes og turisternes biler holdt.

På campingpladsen spurgte vi om, hvordan man kunne komme med en tur. En ansat havde en forbindelse til én af øerne. Hun forsøgte at arrangere noget, men det lykkedes desværre ikke.

Birgers cykel havde i øvrigt brokket sig over den hårdhændede behandling, den var udsat for på turen. Kæden hoppede af.

Vi spiste en god aftensmad på den lille restaurant, som ligger på campingpladsen, og vi sluttede af med at få serveret et glas flammende Friesengeist og en Tote Tante.

4. dag, 13. august - torsdag

Nattens kraftige blæst havde revet en af Mogens’ barduner i stykker (altså en bardun i teltet – Mogens går jo ikke rundt med barduner). Med hjælp fra spejderne og Birger blev det dog repareret.

Der kneb at holde gasblusset kogende i blæsten. Vi måtte foranstalte læ. Det lykkedes dog at koge både æg og te- / kaffevand. Birger (eller var det Leif) hentede morgenbrød. Vi havde god tid, da vi ikke skulle pakke teltene sammen. Straks efter morgenmåltidet var det afgang mod Schlüttsiel, som ligger 6 km SØ for Dagebüll. I den kraftige NV-blæst fløj vi nærmest derned på ingen tid, så vi ankom noget før færgens afgang kl. 10.

Dagens mål – Hooge – nåede vi efter 5 kvarters sejlads. Pga. den vedvarende blæst var der en del vand i vadehavet, så vi fik ikke set de store sandbanker med sæler, som man ellers normalt kan se ved lavvande.

Vi havde valgt at lade cyklerne stå på havnen i Schlüttsiel, da der højst er 10 km vej på Hooge. Det kunne vi sagtens tilbagelægge til fods.

Hooge er en af hallingerne, som man kalder de småøerne, der kun er omkranset af et sommerdige på 1½ m. Alle bygninger ligger derfor på varfter, dvs. kunstigt opkastede høje. Resten af øen oversvømmes ved kraftigt højvande eller ved stormflod. Det sker typisk 20 – 30 gange hver vinter. Oversvømmelse kaldes ”Land Unter”.

Halligerne var oprindelig en del af fastlandet, men blev løsrevet ved de store stormfloder i 1362 (”De grote Mandrænk”, hvor der mellem Ribe og Flanders kyst skal være druknet 100.000 mennesker) og 1634. Havet har gennem århundrederne taget mere og mere af halligerne, som i dag har et samlet areal på 2281 hektar med ca. 250 indbyggere. Store dele af halligerne henligger som fuglereservater.

Vi besøgte først kirken, hvor vi bl.a. bemærkede, at flere af gravstenene havde indskrift på begge sider. Nogen undrede sig over, at jyderne ikke havde taget det til sig endnu.

Efter en fin vandretur i den særprægede natur, som er så flad, at den ikke gav megen læ for vinden, kom vi til Hanswarft. Her fandt vi en fin restaurant, hvor vi indtog vores frokost. Endelig fik Palle den Carrywurst, som han havde sukket efter på hele turen.

Efter frokost fandt vi læ på østsiden af varften, hvor vi kunne få vores middagslur, og derefter så vi stormflodsfilmen, som giver et meget fint indtryk af, hvad der sker og hvordan det ser ud, når der er Land Unter.

Så var det tid at begive sig tilbage mod havnen. Undervejs var det dog lige tid til at se på kroer Friesenpesel. Vi kunne nå en enkelt fadøl. Men der var så mange gæster, at vi opgav at vente. Jeg opdagede heldigvis, at jeg havde glemt mit kamera ved Hanswarft, så jeg måtte tilbage i stærkt trav. Jeg nåede det, inden færgen kom.

Kl. 15.45 var der igen afgang fra Hooge med ankomst i Schlüttsiel kl. 17.00. Og så kom dagens strabads: turen i kraftig modvind tilbage til Dagebüll. Det tærede på kræfterne.

Aftenens måltid blev indtaget på restauranten, som ligger ved den konkurrerende campingplads Neuwarft, 300 m henne ad vejen. Her indtog vi vel nok turens mest veltilberedte måltid (ikke fordi der var noget i vejen med morgenæggene).

5. dag, 14. august - fredag

Mogens’ telt holdt nok en nat. Leif (eller Birger) hentede morgenbrød i dag. Efter de sædvanlige morgenritualer var der afgang med fuld oppakning nordpå. Vinden var heldigvis taget en smule af.

Dagens mål var campingpladsen i Ballum. Men undervejs ville vi besøge Emil Nolde-museet i Seebüll. Vi kæmpede os op over landet stadig med vinden foran for tværs.

Besøget på Seebüll var meget interessant. I den nye bygning kunne man læse sig til en masse om Noldes liv, og med det som bagage så vi efterfølgende malerisamlingen i den gamle bygning. Vi nød også en tur i den smukke have.

Nolde blev født i 1867 i Nolde i nærheden af Tønder. Nolde og hans hustru, Ada, boede i en lang periode på Als om sommeren og i Berlin om vinteren. I 1937 erklærer nazisterne ham for ”entartet”, og i 1941 får han malerforbud. Han bevarede hele livet sit danske statsborgerskab.

Turen gik nu videre mod vest til Rosenkranz, hvor vi fouragerede til frokosten. Mogens vidste, at der lidt henne ad vejen var et sted med bord og bænke. Der satte vi os ved det vanligt veldækkede frokostbord. Og efterfølgende fik vi turens sidste middagslur, inden vi kørte videre og via den vestligste grænseovergang ved Siltoft (på den tyske side hedder det Norddeich) atter kom hjem til Danmark.

Ved Højer cyklede vi ud til Vidå Sluse. Efter en tur over diget og slusen og tilbage igen fik vi det første måltid i Danmark: kaffe og kringle. Og så gik det videre langs diget mod nord.

På grusvejen mellem Emmerlev og Hjerpsted, fik Skifters baghjul nok af at slæbe det tunge læs. Det eksede bare, og da skruen i det ene eger ikke lod sig dreje, blev reparationen (Birger) nødtørftig. Eriks bagage blev fordelt, og vi listede videre campingpladsen i Ballum, hvor vi fandt et fint hjørne med godt læ. I øvrigt en campingplads med en fin standard.

Skifter ringede for en sikkerheds skyld til kroen Ballumhus for at høre, om vi kunne spise der. Det kunne vi, og vi fik dagens ret, skinke tror jeg nok. Der var nok af den, og der var sovs til.

Dagens afslutning var helt eksotisk: Leif bagte pandekager til hele flokken på sit gasblus. Og de var bare go’e.

6. dag, 15. august - lørdag

Vi vågnede for anden gang på turen til lyden af regndråber mod teltdugen. Øv. Vi havde bestilt morgenbrød i den lille campingbutik. Pga. vejret flyttede vi morgenfesten inden døre. Der var gode faciliteter. Og inden, vi var færdige med måltidet, var vore telte næsten tørre. Sidste nedtagning kunne ske.

Skifter og Mogens (som var kørende til Ribe sammen), valgte af hensyn til Skifters baghjul at lade bagagen stå og hente det på hjemvejen. Vi andre havde hele oppakningen med.

Så gik det nordpå i den tiltagende NØ-vind. Heldigvis nogle steder en smule i læ bag diget. Fra Rømødæmningen gik ruten tilbage mod Vester Vedsted ad samme vej som på udturen, dog med en afstikker ind omkring Brøns.

Helt uden defekt gik denne tur ikke. Birgers kæde var blevet for slap og smuttede af tandhjulet et par gange, så værktøjet måtte igen findes frem.

I Vester Vedsted hentede Palle sin osende kærre, som han havde efterladt hos Madsens. Vi andre cyklede over Sdr. Farup og Øster Vedsted tilbage til Ribe, hvor Ruth næsten var klar med en fin afslutningsfrokost. Og sultne var vi.

Mundvandet var ikke så høj i kurs denne gang. De fleste skulle jo køre. Men en enkelt Friesengeist var der ingen, der kunne sige nej tak til.