Valdemars Slot


Turen fortsatte gennem Troense frem til landevejen mod Svendborgsund broen, Her skulle vi møde den Karl, som forlod os i Lundby, han var ikke umiddelbart at se og svarede ikke på sit talerør. Konklusionen blev, at han nok var fortsat over broen og det blev besluttet at fortsætte, men efter 100 meter var der heldigvis en af de bageste Karle der spottede den forsvundne Karl på en bænk inde ved en tankstation, ellers havde han nok siddet der endnu, det så ud til han nød den tiltrængte pause.

Vi havde en fynbo til at vise vejen gennem Svendborg, således vi kom ud ad vejen mod Hvidkilde Gods, hvor vi ville teste den nye cykelbro, den var etableret hen over Hvidkilde Sø. Et par stykker stoppede på broen, derfor har vi også billeder fra broen, andre fortsatte til Ollerup.


Ny cylelbro ved Hvidkilde


I Ollerup havde vi pitstop for at handle ind til frokost og nu skulle vi finde et sted at indtage den. I udkanten af Ollerup spottede Kristian den II borde- og bænke ved et forsamlingshus, så blev der dækket op til frokost æde og de små glas kom frem.

Efter et par stykke brød og et par skål, var vi klar til at fortsætte, med Karlen som førte os gennem Svendborg som vejviser. En fin tur ad cykelstier og mindre befærdede veje der bugtede sig gennem det kuperede sydfynske landskab.

Kort efter vi havde passeret Holsteinshus, var der et skilt, hvorpå der stod Fåborg 3 og det fristede en cykelkarl til at tage den rute, medens resten fortsatte op til Diernæs og herfra suste vi ned til Kaleko Mølle. Her var det deres sidste åbningsdag i år, det var jo heldigt for os, at der var en halv time til lukketid da vi ankom.

 

I det bakkede sydfynske landskab ligger Kaleko Mølle – en charmerende gammel vandmølle med rødder tilbage til 1600-tallet. Først i 1912 forlod den sidste møller stedet, og siden har de stråtækte bygninger fungeret som museum. Både møllen og de naturskønne omgivelser begejstrer hvert år gæster i alle aldre.


Kaleko Mølle


Møllen blev passet af frivillige, en ældre dame var på vagt den dag, men da det var lige før lukketid, var der et begrænset udvalg, der var kun en halv kop kaffe til hver, men så fik vi den gratis, der var også et lille udvalg af is og jeg trængte til en is.

Danmark førte stadig komfortabel over Tyskland i OL-finalen håndbold.

Efter vi havde studeret alle de gamle ting og gjort os kloge på hvad de skulle anvendes til, var vi klar til de sidste tre km. op til campingpladsen ved foden af Svanninge Bakker og her fandt vores stifinder en sniger vej ad nogle stier.

Fremme ved campingpladsen, hvor den Karl der forlod os før Diernæs, var nået frem til, men han var til gengæld gået glip af besøget på Kaleko Mølle.

Turlederen fik udleveret nøgler til 4 hytter, med kun to i hver hytte var der fin plads.

På pladsen var der et pandekagehus, vi slap derfor at køre de 3 km. ind til Fåborg, for at indtage vores aften æde.

Det blev pandekager med grønt, kylling og bacon, mest grøn og mindre kylling og bacon. Denne sidste aften blev der også til en dessert, ligesom den første aften, gæt hvad den bestod af, også noget med pandekager, godt gættet, denne gang med is.

Her var der TV-stue, nogen valgte at se afslutning fra OL i Paris, men da det varede til over midnat, faldt flere Karle fra efterhånden som tiden skred frem, ingen nåede at se det til ende. Danmark fik guldmedaljer i herre håndbold.

 

Mandag den 12. august (25, 30 eller 45 km.)

Morgen æde bestod af det vi nu kunne købe på campingpladsen, det blev dagen, hvor vi havde den største krise på turen, ingen blødkogte æg, det var nærmest en katastrofe, hvordan skulle Karlene komme gennem dagen, når de sådan var blevet svigtet, resten af dagen havde alle en taleboble over hovedet, hvori der var et æg.

Der blev pakket og hytterne blev gjort rene, således vi kunne få 250 kr. retur pr. hytte, men efterfølgende har turlederen meddelt, at han kun havde fået indsat 750 kr. på kontoen, der må derfor være en hytte, hvor rengøringen ikke har været tilstrækkeligt.

Vores stifinder førte os videre til Svanninge, her skulle vi op i bakkerne for at finde trolden Finn, vi kæmpede os op ad en stejl bakke, den første hvor jeg måtte trække det sidste stykke op. Da vi nåede toppen, var beskeden at vi var kørt for langt, skulle have drejet fra ved foden af bakken, der lød lidt brummen fra nogle Karle, de havde lige glemt, at motion er sundt og det drejer sig om at få kilometer i benene og det var jo nemt at komme ned igen. Vi fik parkeret jernhestene og til fods lykkedes det os at finde Finn i Svanninge Bakker.


Trolden Finn i Svannige Bakker


Tilbage til Svanninge og videre mod Millinge, en by der overraskede mig med sin størrelse, den var i hvert fald lang og den har også et lyskryds. Turen gik videre forbi hattehuset og til kirken i Horne.

 

Horne Kirke er en af landets kun syv bevarede middelalderlige rundkirker. I middelalderens Danmark var der 19 rundkirker, hvoraf de ni lå på Sjælland. I dag eksisterer der kun én i Jylland, én på Fyn, én på Sjælland og fire på Bornholm.

Af yderligere seværdigheder har kirken et helstøbt inventar fra empire-tiden, et altermaleri af C. W. Eckersberg og et gravkapel af arkitekten G.F. Hetsch.

Kirken er en af de meget få bevarede rundkirker i Danmark og den eneste af sin art på Fyn. Rundhusets diameter er på 17 meter, og dets mure i granit er op til 2,3 meter tykke. Øverst i murværket kan endnu ses bevarede rester af skydeskår, der vidner om, at kirkens øverste del har været brugt til forsvar.

 

Efter at have oplevet den meget smukke og speciel udformede kirke delte vi os op i to hold. Fem Karle aflagde et besøg hos købmanden og tog den direkte vej til Bøjden Færgehavn. Tre Karle tog den noget længere tur rundt på Horneland, vi gjorde stop ved en Røse, som vi også besøgte på turen i 2010, dengang blev den fremvist af Leif Sildegører. Det er en rigtig flot tur med udsigt til Als og Lyø.

Efter 14 km. nåede vi frem til Bøjden, hvor de andre var ankommet, der var stadig over en halv time til færgeafgang.

 

Røser har en vid udbredelse i tid og rum, fra stenalderens megalitgrave til bronzealderens og jernalderens høje. Røser ses typisk i stenrige egne, og i Danmark findes de især på Bornholm. I Sverige optræder de fortrinsvis i Skåne, på Öland og ved de store søer.

En af nordens største røser fra bronzealderen er kvikgraven ved Skånes østkyst. Fra Danmark er Hjortkær Hjulgrav et flot eksempel på en gravrøse.

Røse på Horne Land

Vi skulle sejle med den mindste færge, den store er taget ud af drift og der skal indsættes en ny EL-færge og det kræver noget arbejde med at ændre færgelejet.

Vores turleder havde bestilt billetter og vi var de eneste cykler der var med, nogle bilister blev efterladt på kajen.

På sejlturen var der tid til at indtage øl fra Horne købmanden. Efter 50 min. lagde vi til i Fynshav kl. 13.50 og nu var det op ad bakke hele vejen til Frede Filurs Våning.

Her var Peter Sætteskipper stadig, han sad der også da vi forlod stedet for 6 dage siden, en Huldre var også mødt op. Der blev serveret grill pølser med salat og kartoffelsalat. Nu kunne vi hver især drage til vores Våning, en på jernhest og resten i osende kære. Måske Peter Sætteskipper er der endnu.

Tak for en dejlig tur, med mange gode oplevelser.

 

Birger Pedal

Referent


Supplerende billeder:

https://photos.app.goo.gl/u2cUYiz8oab6bG6H6


Herfra gik turen tilbage til Rudkøbing Camping. Vi skulle væk fra cykelruten ellers ville vi komme til Spodsbjerg. Jens Peter Mangekort overtog vejfindingen og førte os sikkert til bage til campingpladsen.

Der var blevet købt ind til det store kolde bord, der manglede ikke noget og vi kunne gå mætte til køjs til sidste nat på Langeland.

Det var i dag de danske kvinder fik bronze i håndbold.

 

Søndag den 11. august. (52 km.)

Dagens etape var af turlederen udnævnt til at være den sværeste, den var angivet til 64 km., men vi kunne nøjes med 52.

Det var en hård start på turen i modvind op over Langelandsbroen 7,5 km. i timen, det var så langsomt, at vi næsten lige så godt kunne have gået op over broen. Det var stadig i modvind hen over Siø til Tåsinge, vi nåede ikke så langt den første time.

Da vi nåede frem til Lundby, ændrede vi kurs ned mod Valdemars slottet, medens en enkelt Gammelkarl fortsatte lige ud, for at møde os igen ved Svendborgsund broen.

Vi gjorde et stop ved Ambrosius egen.

 

Sydvest for Valdemars Slot står den 400 år gamle smukke kæmpe-eg, Ambrosius-egen. Stammens omkreds er over 7 meter og højden 20 meter.
Den var på romantisk vis knyttet til digteren, Ambrosius Stub, som var skriver og huspoet på Valdemars Slot.
Digteren yndede at sidde og skrive og læse under egen.

 

Ambrosius Stub (født maj, døbt 17. maj 1705 i Kjøng Sogn, Gummerup på Fyn, Død 15. juli 1758 i Ribe) var en klassicistisk digter.

Stub skrev adskillige kendte og elskede lejlighedsdigte, ver og arier, der ved deres lethed og ynde står i kontrast til hans udsvævende, omflakkende og på hans senere år desværre også forhutlede tilværelse, delvist forårsaget af druk, manglende anerkendelse af hans kunst og ægteskabelige problemer.

Et af Stubs mest kendte digte er Den kiedsom Vinter gik sin gang, som findes (forkortet) i Højskolesangbogen, men de fleste af hans værker blev først optegnet efter hans død, og derfor er der nogen usikkerhed om den korrekte gengivelse, og det formodes, at flere digte af Stub ikke nævner ham som forfatteren.

 

Næste stop var Valdemars Slot, her holdt vi en fotopause.

 

Slottets historie:

Valdemars Slot er opført i 1639-44 af Christian den 4. – til sønnen, grev Valdemar Christian fra hvem slottet har sit navn. Kongens store byggeri på Tåsinge indledtes, da Valdemar Christian var 17 år, og kongen sparede ingen anstrengelser for at give sønnen en fyrstebolig af rang. Med Hans van Steenwinckel som bygmester rejste kongen et prægtigt renæssanceslot i stil med og større end hans eget Rosenborg. Men Valdemar Christian fik aldrig gavn af sit slot – han foretrak at drage rundt i Europa som feltherre og slog sig aldrig ned på Tåsinge. I 1656 døde han på en slagmark i Polen, 34 år gammel. Under Svenskekrigene (1658-1660) blev Valdemars Slot besat og slemt beskadiget, og det var søhelten Niels Juel, der reddede slottet fra ruin.

Den danske befolknings jubel ville ingen ende tage, da Admiral Niels Juel den 1. juli 1677 på utraditionel vis, vandt søslaget over svenskerne i Køge Bugt uden tab af et eneste dansk skib, en krigsbedrift der bevirkede at Niels Juel blev omtalt som Europas mest berømte admiral.
Prisepengene, 10% af de erobrede skibes værdi, tilfaldt admiral Niels Juel, som i årene 1676 til 1678 på den måde optjente 22.460 rigsdaler. Disse penge havde kong Christian d. 5, som Valdemars Slot nu hørte under, ikke mulighed for at udrede i kontanter, så Christian d. 5. overdrog, i stedet for kontanter, hovedparten af Valdemars Slots jorder og noget spredt bøndergods på Tåsinge til Niels Juel til en favørpris. Fra 1678 har Valdemars Slot tilhørt slægten Juel, og ejes i dag af 12. generation.

Als - Ærø - Langeland - Sydfyn

KARLES CYKELFÆRD 2024

Deltagere:

Kurt Skolemester (12. tur - turleder); Hans fra Heden (5. tur); Palle Lænkefører (17. tur); Niels Sygehus (1. tur – debutant); Birger Pedal (16. tur); Jens Peter Mangekort (2. tur): Sten Kassemager (1. tur – debutant); Kristian d.2. (8. tur)

Ikke siden 2020 har vi været oppe på otte deltager og glædelig med to debutanter, nu må vi ikke håbe de er blevet afskrækket fra at deltage i fremtidige cykelfærd.

Onsdag den 7. august. Fra Sønderborg45 km. Fra Fynshav 30 km

Jeg startede turen fra Sønderborg kl. 09.30, mødtes sammen med de øvrige cykelkarle hos Frede Filur kl. 10.30, det vil sige, vi manglede stadig en cykelkarl.

Kl. 11 besluttede Frede Filur at tage sit talerør frem og kalde op til Kristian den II, godt der blev sendt et signal, ellers var Kristian mødt et døgn senere, nu kunne han nå at få pakket og være fremme til færgeafgangen til Ærø kl. 12.30.

Frede Filur havde inviteret Peter Sætteskipper til frokost, så kunne den erfarne cykelkarl komme med gode råd til de to debutanter, medens vi indtog vores frokost med hvad dertil hører af drikkevarer, Frede Filur har jo altid øl på lager.

Hans fra Heden blev bragt til Fynshav af sin Huldre og hun fik lov til at opleve en rigtig mandefrokost.

Omkring kl. 12 begyndte vi at gøre klar til at trille ned til færgen, da dukkede Kristian den II op, han gik glip af frokosten, men meget vigtig han kom, da han skulle medbringe de små glas, Frede Filur havde heldigvis små glas nok, så vi gik ikke glip af en lille en til frokosten.

Frokost hos Frede Filur

Vi kunne nu trille ned til færgen, en nem start, nedad hele vejen. Der var mange cyklister og gående der skulle med, men vores turleder havde heldigvis været forudseende at købe billetter forud.

Efter næsten en times sejltur med Ellen (EL-færge), nåede vi frem til Søby. Da det truede med regn senere på dagen, blev turen ud til Skjoldnæs fyr annulleret, her gik vi glip af 10 km. Vores første stop blev ved Søby Volde, som er en af Danmarks bedst bevarede voldsteder fra middelalderen. Den består af en 14 meter høj borgbanke. Da Vitsø var sejlbar, lå Søby Volde i bunden af Vitsø og havde derfor forbindelse med havet.

Herfra gik turen væk fra landevejen ned på den sydlige cykelrute, som skulle føre os til Marstal. I Bregninge var vi oppe ved den store landevej igen, men skulle kunne køre 500 meter, inden vi igen drejede væk fra den, her valgte Palle Lænkefører at fortsætte ad landevejen til Marstal.

Cykelruten vekslede mellem asfalt og grus, vi slog et smut ned forbi Voderup Klint.

Det særlige landskab ved Voderup klint, er skabt af nedsivende regnvand, som på vej ned gennem jordlagene møder fede lerlag. Vandet bremses her og danner sammen med den fede ler en glidebane, der får de overliggende tunge jordlag til at skride ud som store blokke. Trinnenes overflade hælder indad mod land. Her skaber det udsivende grundvand små fugtige lavninger og vandhuller med unik natur.

Klar til afgang fra Fynshav

Kl. 16.10 var vi fremme ved Marstal Camping, hvor Palle lænkefører var ankommet.

Vi fik tildelt to firemands hytter, med to køjesenge, det eneste vi måtte undvære i hytten, var bad og toilet.

Turlederen udleverede en polet til bad, men da jeg havde fået tøjet af og shampoo i hånden, blev det kun til et koldt bad, da jeg ikke havde fået briller med, kunne jeg ikke læse instruktionen, men et koldt bad en gang imellem, er nok igen skade til.

Vi tog jernhesten de 1500 meter ind til restaurant Fru Berg. Da vi havde fået maden serveret, begyndte det at styrte ned, med korte ophold blev det bare ved med at regne kraftig. For at trække tiden besluttede vi os til en dessert, det blev så turens dyreste måltid. Der gik næsten tre timer inden vi forlod restauranten i tørvejr. Da vi kom tilbage til hytten, manglede jeg nøglen dertil. Min logiske sans sagde mig, at den kun kunne ligge der hvor jeg havde parkeret jernhesten, kun der havde jeg haft hånden nede i lommen, for at låse jernhesten op. Jeg tog lige turen en gang til og ganske rigtig, lå nøglen der hvor jeg forventede den skulle ligge. Så blev Gammelkarlene glade igen, nu kunne de komme i køjen, som også fungerede som sauna, alle døre og vinduer blev lukket, da vi havde set en rotte løbe ind under hytten, en var også blevet set ved stranden, af to badende Karle.  

Torsdag den 8. august. 48 km.

Morgenæden blev indtaget i fællesrummet, den bestod af brød, æg, ost og marmelade, ingen honning, senere købte jeg min egen honning.

Nu skal vi en tur rundt på Ærø inden vi skal med færgen til Rudkøbing kl. 18.10.

Vi stoppede ved Ærø motorsamling, her forklarede lidt om historien bag. Vi fulgte cykelruten mod Ærøskøbing, gjorde holdt på dæmningen, hvor turlederen fortalte om at vandspejlet lå højere end terrænet inden for dæmningen.

Kort efter kom vi ind på Nevrestien og fulgte kysten hele vejen til Ærøskøbing, hvor vi bumlede hen over de toppede brosten, Steen Kassemager udtrykte, at det mindede ham om Rolling Stones at side i salen på de toppede brosten. Første stop var ved kirken, her var nogle unge mennesker i gang med at øve korsang og vores turleder, som også synger i kor, fik sig en snak med et par unge piger, om han fik gode råd eller gav dem nogle gode råd, må stå hen i det uvisse.

Turen fortsatte langs havnen ud til de 72 badehuse på odden, nogle tog turen helt ud til Urehoved medens andre ventede til vi kom retur og det var her jeg talte badehusene. Det så ikke ud som de havde lidt skade under stormen i oktober sidste år, modsat dem i Marstal, hvor alle blev smadderet.

Nu gik det op og op til højdepunktet Oldebjerg, som ligger midt på øen. Herfra var der en fantastisk udsigt. På dette sted var der placeret en lang granitblok, som symbol på en fredsbro i forbindelse med kommunesamlægningen.

Der var også en sten der var rejst til minde om Ærøs samling under den danske krone i 1750.

Turleder på Oldebjerg

Fredsbro

Fredag den 9. august. 67 km.

Nu kom betalingen for at køre så meget opad, vi susede ned til Rise bryggeri, der hvor de laver Ærø øl. Her spiste vi frokost og fik en Ærø øl. Inden vi forlod stedet, fik Kristian den II en opgave med at tage billeder af de unge mennesker som sad ved nabobordet, der blev også handlet ind i butikken, Jens Peter Mangekort mente godt han kunne fragte 24 nøde øl på dåser med til Rudkøbing, 24 er jo et dejligt tal for  8 cykelkarle.

Nu kan vi glæde os til senere at nyde Ærø øl til 20 kr. stykket, noget af en kontrast til dengang vi altid hentede øl i Tyskland.

En cykelkarl valgte den lige og trafikerede vej tilbage til Marstal, medens resten af holdet kørte via Ommel.

På turen måtte vi stoppe, for at tage regntøj på, kort efter nåede jeg op til feltet igen, hvor de havde søgt ly under et træ, trods det de lige havde anlagt klæder mod væden. Samme sted havde to piger også søgt læ, derfor udbrød jeg, at de kun var stoppet fordi der var to søde piger der også havde søgt ly for regnen.

Det viste at de var tysker, så Kurt Skolemester måtte oversætte og da han på tysk sagde to skønne piger, udbrød den ene ”det ville min far også have sagt”.

Snart holdt det op med at regne og vi kunne fortsætte til Marstal, her var vi forbi et kæmpe område med sol paneler. Da det blev etableret, skulle det have været verdens største anlæg til varm vand.

Vi var på havnen og få en kop kaffe og en is. På vej tilbage til campingpladsen var vi forbi Marstal kirke. Karlen som havde taget en anden vej hjem, var ankommet.

Vi havde god tid inden vi skulle med færgen, vi fik bagagen på jernhesten igen og slappede af inden vi begav os mod havnen.

På færgen mødte jeg min kusines datter, hun bor på en båd i havnen og arbejder på færgen.

Efter en rolig sejltur med udsigt til flere øer nåede vi Rudkøbing og fortsatte til campingpladsen. Her fik vi turens bedste værelser med toilet og bad, det var godt det var her vi skulle have tre overnatninger, det var også det billigste.

Lejrchefen gav os en seddel med tilbud på spisning i hallen, som ligger lige ved siden af campingpladsen, det lød rigtig godt, klokken var efterhånden blevet 19.30.

Men vi måtte skuffet forlade hallen igen, han havde ikke mad nok til 8 sultne Karle.

Vi måtte gå ind i byen og efter lidt diskussion om hvor vi skulle spise slog vi os ned uden for en pizzabar, nogen bestilte pizzaer og andre burger eller grillkylling.

Værten brugte meget tid på at overtale os til at komme og spise igen dagen efter.

På vej tilbage til campingpladsen var vi i NETTO og handle indtil morgenmad.

I dag så vejrudsigten ikke for godt ud, de havde lovet regn hele dagen, men så slemt blev det ikke. Vi krydsede ned over Sydlangeland ad cykelruten, der skulle føre os til Langelandsfortet.

Her på Langeland er alle kirke meget store og de er placeret på markante bakker.

Det gik op og ned og der var noget modvind, vi passerede Lindelse og Humble.

Fremme ved fortet begyndte det at regne, heldigvis kunne vi komme under halvtag og vente til regnen ophørte. Rundturen på Langelandsfortet er på et par km. og der er meget at se på, interessant og en stor oplevelse, undervejs har de placeret en pølsevogn og her blev dagens frokost indtaget. Fortet skulle under den kolde krig hole øje med skibstrafikken der sejlede på Østersøen og gennem Storebælt.

Meget overrasket over hvor stor området er og med flere underjordiske anlæg til kanonstillinger og andet, der har også været et nødstudie for Danmarks Radio.

Og i dag lærte jeg noget nyt, det jeg altid havde troet var spanske rytter, men Hans fra heden belærte mig om, at det er tjekkiske pindsvin.

 

Langelandsfortet var et bemandet fort under Søværnet indtil 1993, og er nu museum. Det blev anlagt i 1953 med henblik på at overvåge og i krigstid hindre fjendtlige skibes passage gennem Langelandsbæltet. Midlet hertil var 4 kanonstillinger udrustet med 150 mm kanoner. Fortets kanonstillinger havde bl.a. til formål at stoppe russiske minestryger og dermed beskytte de minefelter, som det ved optakten til en krig var hensigten, at Søværnet skulle udlægge for at kontrollere gennemsejlingen af Storebælt.

Operationsbunkeren var fortets vigtigste nervecenter. Her findes radaskærm, plotterbord og kort, hvor kursen på fjendtlige skibe og fly indtegnedes, og herfra udgik den centrale ild ledelse af fortets 150 mm kanoner, samt luftværnsbatterierne i nord og syd. Langelandsfortet var fra 1961 til 1986 hovedkvarter for Langelands Marinedistrikt (LAM) og havde dermed ansvaret for farvandsovervågningen af skibe fra Warszawa-pagten i den vestlige Østersø. Bunkeren var bemandet døgnet rundt, og fremtræder stadig som fuldt operativ.

Langelandsfortets bemanding på op til 400 marinesoldater boede på Holmegård Kaserne bag fortet. I løbet af 1960’erne blev bemandingen dog reduceret, fordi fortet fik en mindre betydning efter opbygningen af den vesttyske flåde.

Langelandsfortet

Vi forlod fortet i tørvejr, en Karl tog den direkte vej til Rudkøbing, medens de 7 Karle ville en tur ud omkring Påø. Kort efter vi havde forladt fortet, måtte vi søge ly for regnen, men det var også sidste gang vi blev genert af regn på turen.

Jens Peter Mangekort førte os sikkert frem til stranden ved Påø, her fandt der en dramatisk hændelse sted i 1945.

 

Sidst på eftermiddagen den 4. maj 1945 stødte en stor flydedok på grund ud for Langeland. Ombord var omkring 1400 russiske og franske krigsfanger fra Nazityskland. De mange mænd stod udmattede af sult og tørst, vantro og skræmte og kiggede ind på den ukendte strandbred, der for franskmændene skulle blive deres redning og genvej til frihed. For de mange russere derimod blev opholdet på Langeland deres livs bedste oplevelse på deres vej tilbage i Josef Stalins langtfra åbne arme.

”Det var meningen, de skulle drukne alle sammen”, lyder det på ægte langelandsk.

Poul Hansen, født 1922, har stadig sine skarpe øjeblikke, da snakken går på landingen af de mange russiske og franske krigsfanger på Påø Strand for 75 år siden, og han er overbevist om, at tyskerne kun havde ondt i sinde.

Poul Hansen var dengang en flot, stærk og ung 23-årig mand, som tjente på sin familiegård Mariendal i Hennetved. Han stod selv i forreste række den aften ved evakueringen på stranden og var således en af de mange langelændere, som under modstandsbevægelsens leder, Grev Ahlefeldt Laurvig, organiserede indkvartering og forplejning på gårde, skoler og forsamlingshuse i Lindelse og Humble.

Poul Hansens vigtigste opgave den aften, husker han, var at samle og køre de franske krigsfanger i hestevogn til Skovsgård, hvor daværende ejer, Frøken Fuglede, tog sig venligt af dem på godset.

 

Videre til Skovsgård der drives af Danmarks Naturfond, her var en cafe hvor vi fik kaffe og for nogles vedkommende også kage.

 

Skovsgaard Gods opføres i slutningen af 1300-tallet, men det første officielle ejerskab er dateret i året 1457 under væbneren Peder Modeskal.

Modeskals adelsslægt fører godset og herregårdsdriften videre gennem intet mindre end ni generationer. I 1760 sælges Skovsgaard Gods på auktion til tre langelandske brødre ved navn Michelsen. Brødrenes bondeslægt fortsætter af forskellige veje godsejerskabet hele vejen frem til 1979.
Undervejs i Michelsen-slægtens periode nedrives og genopføres Skovsgaards hovedbygning. Før nedrivningen i 1887 var bygningen en såkaldt borggård, mens genopførelsen udgør den røde renæssance-inspirerede hovedbygning, som stadig står i dag.


Sagnet om det onde spøgelse og den hvide dame:

Stig Pors var gennem ægteskab blevet herrer på Skovsgaard Gods i maj 1559. Han var født i 1544, var med i 7-årskrigen og døde i 1603 i København. Det siges, at han var en "ugudelig krabat". Han og hans kammerat Melchior Hvas fra Hjortholm Gods gjorde faktisk så mange onde gerninger, at de var dømt til at gå igen efter deres død. Nu skulle Stig Pors efter sigende gå igen ude i Skovsgaards skove.

Hans søster, jomfru Ellen Pors, flyttede med ham til Skovsgaard Gods. I papirerne kan vi ikke se nogen steder, at han havde en søster, der hed Ellen, men sådan er hun nu kendt. Ifølge frk. Ellen Fuglede var Ellen Pors kendt som den hvide dame på slottet.

Sagnet siger, at Ellen Pors på en gåtur blev kidnappet af trolde og ført ned i en høj. Hendes venner fra Skovsgaard fik reddet hende ud derfra. Hun havde fået en brudekjole på, hvor det ene ærme manglede, og i sin hånd havde hun en kniv og en ske. Den høj, hun blev fanget i, hedder i dag Ellens høj og kan skimtes fra godsets vinduer.


Fra Skovsgård fulgte vi den samme rute hjem, som vi havde kørt på udvejen.

Det blev besluttet at dagens menu skulle chefkokken Kristian den II stå for med Steen Kassemager som hjælper kok. De indtog køkkenet i fællesrummet. Det blev turens højdepunkt hvad mad angår.

Entrecote, flødekartofler, salat og flutes skyllet ned med 3 liter rødvin. Den eneste ulempe er at vi selv skal klare opvasken, men det lever vi med, når vi får så god mad.

Nogle aftner blev der set håndbold på mobilen ude på terrassen, i aften var det Danmark mod Slovenien, den blev lidt for spændende.

Vi gik glade til køjs, for at hvile ud til turens længste etape i morgen.

Lørdag den 10. august, 85 km.

Start fra Rudkøbing kl. 09.15, en Gammelkarl holdt hviledag hjemme på campingpladsen.

Første stop var ved brugsen, vi skulle købe brunsviger til kaffen, som vi på turen skulle indtage i Tranekær, dog ikke på slottet.

I dag var der medvind på vej nord på, inden vi nåede Tranekær, kom vi ind i et skarp sving og lige efter gik det opad, her fik en Karl svigtende gearskifte nåede at klikke højre fod ud af pedalen og væltede ned på venstre side, godt han havde venstre fod klikket fast i pedalen, ellers ville han nok have trillet hele vejen ned ad bakken. Vi var fremme i Tranekær kl. 10.30. Her besøgte vi Steen Kassemagers fætter Niels og hans Huldre Gitte, turens overraskelse. Her blev vi budt på kaffe, boller og drømmekage suppleret med den brunsviger vi selv havde medbragt. Vi fik en fin betjening hos Steens flinke familie.

Vi fortsatte mod Lohals medens Steen Kassemager cyklede tilbage til Rudkøbing, her skulle han sammen med Palle Lænkefører købe ind og klargøre til aftenæde.

Cykelruten ændrede flere gange retning, så vi krydsede lidt frem og tilbage på vekslende underlag asfalt, grusveje og markveje. Endelig nåede vi frem til Lohals, men vi afstod fra at tage turen helt op på nordspidsen, det ville have givet 10 km. ekstra. Vi indtog en fiskemenu på havnen, en enkelt Karl foretrak en burger med ribbensteg, der kom en del lokale her, så der var liv på havnen.

På vej tilbage fulgte vi cykelrute 81 på øst siden af Langeland.

Vi kom forbi flere transformatorstationer, som nu var overdraget til kunstnere, en kunstner fik lov at lave et kunstværk, det er så meningen, at den kun skal være der i tre år, på den måde kan der komme nye kunstnere til. Der findes i alt 12 af sådanne stationer på Langeland. Vi var inde i en skov, for at studere en gravhøj, her fik vi også lige en dessert, der var maser af gode store fine brombær.

 

Vi holdt ølpause ved østkysten og fik de sidste af de øl vi købte på Ærø, det lettede lidt på lasten hos Jens Peter Mangekort, som førte jernhesten med forsyninger.

Imens så vi containerskibet Eleanora Mærsk sejle forbi, på vej til Gdansk.

Vi nåede frem til Tranekær Slot, her fandt vi frem til Galaksen.

Da vi fortsatte mod Rudkøbing, var der to Cykelkarle der havde travlt, snart mistede vi dem af syne. Med to Cykelkarle hjemme på campingpladsen og to der forsvandt i det fjerne, var vi nu fire tilbage og vi havde tid til at se de seværdigheder, som de to ræser karle bare, suste forbi.


Det første sted vi besøgte, var tobaksladen.

På Langeland slog adskillige landmænd sig på tobaksavl, da der var gode priser på dansk tobak. På grund af krigen var importen af virginiatobakker fra Amerika stoppet, og derfor begyndte man at dyrke tobak flere steder i Danmark. Tobaksavlen fortsatte i nogle år efter krigen.

Tobaksladen blev bygget af husmand Hans Hansen og dennes søn. De klarede selv bygningen af laden, men de fik en tækkemand til a tække taget. Da virginiatobakken atter kom på markedet efter krigen, ophørte den danske tobaksavl. Laden blev i stedet brugt som tærskelade, og derfor er den bevaret helt op i nutiden.

I laden findes i dag en plancheudstilling om tobaksdyrkning med bl.a. plancher på engelsk - tysk og dansk. Godt at historien bliver bevaret, et besøg værd.


Tobaksladen


Næste mål var en lille afstikker ned til vandet for at se bøgen hvorunder Adam Oehlenschlæger sad og skrev den danske nationalmelodi.

 

Oehlenschlægers bøg.

Hvorvidt det er sandt vides ikke, men vi ved at Adam Oehlenschlæger, der er digteren bag ”der er et yndigt land” har været på Langeland flere gange, så der er stor sandsynlighed for at han i hvert fald er blevet inspireret til den velkendte melodi på Langeland.

Det er dokumenteret at Oehlenschlæger var på Langeland i sommeren 1804, hvorefter han har udgivet en digtsamling om denne rejse. Digtet til nationalmelodien blev dog først udgivet i 1819 til en fædrelandssang-konkurrence. Men Oehlenschlæger har flere forbindelser der knytter ham til Langeland. Ørsted brødrene Hans Christian og Anders Sandøe, hvis far var apoteker i Rudkøbing, var nemlig hans huslærer og var også dem der fik Oehlenschlæger til at læse Jura på Københavns Universitet. Ikke mindst blev hans lillesøster Sofie gift med A.S. Ørsted.


Oehlenschlægers bøg.