Blot 2019 Vårblot og Gubbefejde med Sydjyderne 11.-12. maj 2019 på Thorø
I år var det de fynske skovkarles tur til at være værter, når kampen om Liden Fugl skulle udkæmpes.
Faaborgkarlene
stod – sammen med Talsmand, Gert Degn – for det praktiske arrangement, som var henlagt til den lille ø Thorø syd for Assens. Her havde vi lejet Vesterborg, der af den legendariske og kontroversielle finansmand Harald Plum var planlagt
til at være større og højere end Rundetårn i København. Sådan gik det ikke, men Vesterborg er nu renoveret og indrettet med nyt køkken, så det er et godt sted at overnatte, om end der kun er sengepladser
til 56, inklusive pladserne i de 2 andre huse på grunden. Man skal dog også tage hensyn til, at der ikke må køres i biler til Vesterborg.
Måske havde indbydelsens beskrivelse af de logistiske udfordringer i forbindelse
med placering af de osende kærrer og transport af bagage afskrækket nogle gammelkarle fra deltagelse. Sydjyderne tilmeldte 25 karle, hvilket var det forventede antal. Da Rådskriveren videresendte listen med afbud ved afbudsfristens udløb,
forventedes deltagelse af 35 fynske karle. Således gik det desværre ikke, da der senere indløb for sent afbud fra 3 karle, og 4 karle udeblev helt uden afbud, så kun 28 fynske karle drog til Thorø. Heraf var der 3 karle, som
forlod os lørdag, og 2 karle kom søndag morgen. Dette skabte lidt forandringer i lister over fordeling af opgaver.
De savnede karle havde også indflydelse på den holdinddeling Faaborgkarlene havde planlagt til lørdag
eftermiddags udfordringer, der var konkurrencer med krav til både viden og snilde. Der var sat navn på, hvor karlene skulle placeres ved bordene i samlingslokalet, så der blev en rigtig god blanding af fynboer og sydjyder. Bordholdene udgjorde
samtidig de hold, som skulle kæmpe i 9 meget afvekslende og udfordrende karlediscipliner. Der var vist ikke mange, der klarede opgaverne særlig godt, men det var et godt initiativ, som var meget positivt for samværet og kammeratskabet mellem
de 2 klubbers medlemmer. Morten Videnbringer og de øvrige Faaborgkarle havde dog efter en omhyggelig gennemgang af de enkelte holds indsats formået at finde et vinderhold, der bestod af sydjydernes Talsmand, Palle Lænkefører, Mogens
Fejdelægger, Erling Gravemester, Herrluffe, Jørgen Skolemester og Villige Hvalsøe.
Dette blot var på et område meget anderledes end normalt, når fynske karle mødes. Der var ingen af vores spillemænd
til stede, men det gik alligevel rigtig godt med afsyngelse af vores sange. Talsmand, Gert Degn havde i sin visdom udnævnt et kor til at synge for. Det var de 3 tenorer, Torsten Modvind, H V Blåskrin og ham selv, endvidere havde han i samarbejde
med Torsten Modvind valgt sangene, således at de havde samme nummer i den gamle og nye sk
De 2 klubber afholdt blot hver for sig. Efter oplæsning af afbud og orientering om, hvem der var udeblevet uden afbud, var det Talsmandens tur til
at komme med en række orienteringer, der altid præger vårblotet. Den mangeårige Høvidsmand Rune Haraldsson drog til de tyste skove den 27. februar 2019 i en alder af 100 år. Han fratrådte som høvidsmand, da
han var 95 år. Fyns Skovkarleklubs hjemmeside er i Gert Degns tid som Talsmand blevet udbygget med hele vores liv og levned fra 1949 og frem til nu. Klaus Krøllevriders kunstværker er også på vej på hjemmesiden –
fuglene, der overrækkes ved karlenes 50-årsdag, er der allerede, og nu er fremskaffelse af billederne af karlenes moseeg, som modtages ved 75-årsdagen også på vej på hjemmesiden. Den beskedne kunstner har ikke selv billeder.
Herefter gennemgik Gert Degn planerne for de kommende bloter. Høstblot afholdes i centrum af Odense, hvor Allan ud at Se har sørget for, at vi kan gå i kloster. Vinterblot holdes på Langelands nordspids i den gode hytte, Houborg.
Svendborgkarlene med Lillemors Aage som tovholder står for blotets afvikling. Ved det blot skal der vælges en ny Talsmand. Vi holder ikke selv vårblot i 2020, da vi skal til fællestræf på Nordsjælland den 20.-21. juni.
Faaborgkarlene står for Høstblot i august. Klaus Krøllevrider aflagde en kort beretning om deltagelse i Vestsjælland Skovkarleklubs 25-års jubilæum, Gert Degn fortalte om hans og Rådskriverens tur til Nordjydernes
75-års jubilæum. Der blev inviteret til at melde sig som hjælpere ved WOC 2020 i Trekantområdet. Vi har modtaget takkeskrivelser/ beretninger fra Jonas Gabs og Hedvig Gydesen, der i 2018 har modtaget støtte fra de fynske karle.
Der blev mindet om, at karlene skal være opmærksom på at finde egnede emner til indstilling som ungkarleaspiranter ved høstblotet, gerne yngre o-løbere, der ikke hæver klubbens gennemsnitsalder. Talsmandens orientering
gav ikke anledning til bemærkninger fra de få fynske karle.
Aftensmaden var hentet hos Kjærs Køkken i Flemløse. Der var kun hovedret, men ingen karle savnede desserten efter indtagelse af en superb middag med 3 slags
kød og 3 slags salat samt flødekartofler og mulighed for at nyde vand, øl eller vin dertil. Faaborgkarlene havde begået en ny og munter sang om vores sport og samvær, men vigtigst også om vores lille fugls trivsel på
Fyn.
Stemningen omkring bordene var god – for ikke at sige høj, og det blev den ved med at være hele aftenen, som sluttede med tilbud om natmad, hvis man skulle være mere sulten. Der blev drøftet mange forskellige emner
og fortalt mange erindringer – de fleste karle er jo lidt ældre og gode til historier om gamle dage.
End ikke nedtagning af flag med efterfølgende bålfærd kunne afbryde den gode stemning.
Efter flagsætning
søndag morgen og modtagelse af Tom Grønfinger og Palle Storsmil var der morgenskafning. Herunder fik banegubberne, Morten Videnbringer og Thomas Nok en Gang ordet for at orientere om dagens dyst på Thorø. Vi skulle ud på et
mangepostløb, hvor man skulle tænke sig godt om for at score mange point og undgå strafpoint. Det drejede sig om at undgå at tage 2 poster i en 10’er serie i træk, vi måtte kun tage en post 1 gang, vi måtte
ikke tage mere end 5 poster med primtal, og vi måtte ikke overskride max-tiden på 1 time. Hver forseelse blev straffet med 50 minuspoint.
Inden frokosten fik vi historien om Harald Plum og hans tid og liv på Thorø, fortalt af
Palle Storsmil på bare et kvarter. Det bekom vist karle, som kunne erindre, hvor detaljeret vi tidligere har hørt historien om Thorø og Harald Plum, fortalt af Esben Ravgnider, der havde forsket meget grundigt i Harald Plums liv og også
havde været aktiv i at få udgivet Søren Ellemoses bog Gullaschbaronen, som også havde dannet udgangspunkt for Palles beretning.
Overskaffer Erik Lærenem introducerede frokosten. Den fraværende Faaborgkarl Olav Skjald
havde lavet tunsalat, og Eriks huldre havde sørget for at vi kunne smage hendes varme sild. Begge retter blev nydt med velbehag, og det gjorde levningerne fra natmaden og morgenmaden også, men der blev ikke spist op, hvilket Erik ellers opfordrede
kraftigt til.
Efter at vi havde stillet den værste sult, fik banegubberne ordet for at gennemgå resultatet af formiddagens tur rundt på øen. Morten Videnbringer indledte med at understrege, at der var dokumentation for alt.
Sydjyderne havde scoret mange point – overraskende mange – de havde ikke kvajet sig med for mange primtal. Data-Erik var 3. bedst blandt sydjyderne med 350 point, Svend Erik Regnebræt nr. 2 med 360 point og Søren Bi bedst med 430 point.
Så tog han fat på fynboernes præstationer og konstaterede, at mange karle havde ydet en stor men forgæves indsats i bestræbelserne for at skaffe flest mulige point. Han mente endda, at nogle burde være blevet hjemme. Han
fremhævede særlig indsatsen af 2 af skovrådsmedlemmerne, der havde formået at score mange minuspoint. Det gik ud over Ejlif Skelsætter og H V Blåskrin. Sidstnævnte syntes ikke underholdningsværdien var stor,
idet han henviste til den elektroniske tidtagnings mangel på respons ved en enkelt post. Så tog Thomas Nok en Gang over med de positive resultater, som var så gode, at der overhovedet ikke var tvivl om, at Liden Fugl skulle opholde sig på
Fyn de næste 2 år. Vores Talsmand, Gert Degn havde som 3. bedste fynbo scoret 420 point, og Peter Mangejern og Jakob Pilekvist havde begge scoret 540 point. Peter Mangejern fik som den hurtigste overrakt vores egen Vårfugl, og Jakob Pilekvist
blev betroet at pleje Liden Fugl.
Sluttelig fik Villige Hvalsø ordet for at berette om sit arbejde som blotets bødemester. Han havde oplevet mange situationer, som kunne give bøde, men han havde valgt at være meget human,
så kun meget alvorlige forseelser havde udløst bøder. Han havde egentlig også som udgangspunkt besluttet, at sydjyderne var fredede, men Fede Filur havde dog fået en bøde om at udtale sig om kvaliteten af udsigten fra
den ene eller den anden side af Lillebælt, og Peter Sætteskipper havde udtalt sig om et dumt svin. Rådskriveren blev også straffet for at have set på et billede i nordjydernes jubilæumsskrift, hvilket Talsmanden ellers havde
forbudt karlene.
Klokken nærmede sig 13.30, hvor vores bagage skulle afhentes, så vi samledes omkring flaget, hvor begge Talsmænd takkede for en god weekend, godt arrangeret af karlene fra Faaborg. Flaget blev halet ned, og vi gik
i rundkreds og hilste af inden afmarch til Fyn efter en meget mindeværdig weekend.